Foreningen Dronning Toves Rige

Velkommen til en natur- og kulturhistorisk forening, hvor vi sammen udforsker, formidler og bevarer historien om Dronning Toves Rige og Søhøjlandets unikke kulturarv.


Hvem var Dronning Tove?

Hvor står stenen?

Dronning Toves runesten står inde i Sønder Vissing Kirke, som ligger midt i det smukke Søhøjland. Her kan du opleve et af Danmarks mest bemærkelsesværdige minder fra vikingetiden midt i et naturskønt område.


Hvad står der på stenen?

"Tove, Mistivis datter, Harald den Godes, Gorms søns kone, lod gøre disse kumler efter sin mor."


Hvem var Dronning Tove?

Dronning Tove var datter af den vendiske fyrste Mistivoj og gift med Harald Blåtand. Hun kom til Danmark som led i en alliance mellem to riger og blev en del af den danske kongeslægt. Flere historikere peger på, at hun kan have været mor til Svend Tveskæg.


Hvad gør runestenen unik?

Runestenen er en af de få danske runesten, der er rejst af en kvinde for en kvinde. Samtidig fortæller den en sjælden historie om forbindelsen mellem Danmark og de slaviske riger syd for Østersøen.


Hvem er stenen rejst for?

Selvom runestenen nævner nogle af vikingetidens mest magtfulde mænd, er den ikke rejst til deres ære.

Dronning Tove lod stenen rejse til minde om sin mor, hvis navn ikke er bevaret. Det gør stenen til et sjældent monument over en kvinde i vikingetiden.


Hvorfor er stenen vigtig?

Runestenen giver et unikt indblik i en tid, hvor Danmark blev formet af alliancer, kulturmøder og dynastiske forbindelser. Samtidig minder den os om, at kvinder også spillede en vigtig rolle i vikingetidens historie, selvom de ofte fylder mindre i de skriftlige kilder.


Hvem er foreningen Dronning Toves Rige

Foreningen Dronning Toves Rige arbejder for at formidle historien om Dronning Tove, hendes mor og landskabet hvor de boeder. Gennem arrangementer, oplevelser og lokal formidling holder vi fortællingen levende.

Foreningens formål

Vi vil knytte området tættere sammen og udbrede fortællingen om Dronning Toves Rige

Forankre

Identitet for området med udgangspunkt i natur, kultur og historie i området.

Forbinde

Tovholder mellem fortid og nutid, som forener os gennem en fælles fortælling.

Forsikre

Værne om kulturhistoriske minder og bevaringsværdig natur historie til fremtiden.

Arrangementer

Alle arrangementer oprettes som Facebook begivenheder.

Find det næste arrangement her

Bliv medlem

Meld dig ind via formularen nedenfor.

Dit medlemsskab er registreret når vi har modtaget din betaling.

Medlemsskabskontingent på 100 kr årligt betales til:

Reg: 9070  Konto:  1639885670

Mobilepay: 160555

Skriv DTR + dit fulde navn ved overførsel.

Kontakt

Har du spørgsmål eller gode ideer til arrangementer og samarbejde?

Bestyrelsen

  • Inge Kunz - Formand
  • Maja Harsberg - Næstformand
  • Neel Hansen
  • Sara Sidse Elisabeth Fisker Nielsen
  • Pernille Skødstrup
  • Claus Danielsen
  • Helle Sofie Bak



Vedtægter for foreningen Dronning Toves Rige.

 

  • 1. Foreningens navn og hjemsted:

1.1 Foreningens navn er Dronning Toves Rige.

1.2 Foreningens hjemsted er i Horsens Kommune.

 

  • 2. Formål
  1. 1. Foreningens formål er:

- At skabe en identitet for området Dronning Toves Rige, som inkluderer området i og omkring Sdr. Vissing egn, igennem formidling og øget kendskab til lokal natur, kultur og historie.

​- At værne om den bevaringsværdige natur og de kulturhistoriske minder og seværdigheder i Dronning Toves Rige.

- At være tovholder, facilitere og formidle om kultur, natur og historier fra området Dronning Toves Rige.

2.2 Foreningens formål kan opnås ved at indgå samarbejde med andre parter, foreninger, interessegrupper, lodsejer og private ildsjæle.

 

  • 3. Medlemmer:

3.1 Individuelle medlemmer. Alle, der kan tilkendegive sig foreningens formål, kan være medlem af foreningen. Medlemskab, herunder stemmeret på generalforsamlingen og opstillingsret til bestyrelsen opnås, når kontingent er betalt inden ordinær eller ekstraordinær generalforsamling.

3.2. Et individuelt medlem betragtes som udmeldt, når der ikke er betalt kontingent rettidigt.

3.3 Kollektive medlemmer. Som kollektivt medlem optages virksomheder, foreninger og andre grupperinger og fællesskaber, der ønsker at støtte foreningens formål. Et kollektivt medlemskab giver ikke adgang til medlemsdemokratiet.

 

  • 4. Kontingent:

4.1 Medlemmer betaler et årligt kontingent, hvis størrelse fastsættes på den ordinære generalforsamling.

 

  • 5. Foreningens ledelse:

5.1 Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed og afholdes årligt i marts eller april måned.

 

  • 6. Generalforsamlingen:

6.1 Generalforsamlingen indkaldes med mindst 2 ugers varsel ved annonce på foreningens sociale medier.

6.2 Forslag, der ønskes behandlet på mødet, skal være bestyrelsen i hænde senest 7 dage inden generalforsamlingen.

6.3 Generalforsamlingen skal som minimum have følgende dagsorden:

  1. Valg af dirigent og referent
  2. Bestyrelsens beretning om året, der er gået
  3. Regnskab til godkendelse.
  4. Fremlæggelse af budget
  5. Behandling af indkomne forslag
  6. Godkendelse af kontingent for medlemmer
  7. Valg af bestyrelsesmedlemmer og suppleanter
  8. Valg af revisor og revisorsuppleant
  9. Eventuelt

6.4 Generalforsamlingen ledes af en dirigent, der vælges af forsamlingen.

6.5 Stemmeret til generalforsamlingen har de fremmødte individuelle medlemmer. Hvert medlem har en stemme. Medlemmer, der skylder kontingent, har ikke stemmeret. Der kan ikke stemmes ved fuldmagt.

6.6 Generalforsamlingen træffer beslutninger ved håndsoprækning og simpelt stemmeflertal medmindre andet er bestemt i vedtægterne. Personvalg med flere kandidater end pladser foretages som skriftlige afstemninger.

6.7 Personvalg foretages med sideordnet opstilling. Kandidater vælges efter højeste stemmetal. Ved stemmelighed foretages omvalg. For at være valgbar, skal den foreslåede tilkendegive at være villig til at modtage valg.

 

  • 7. Ekstraordinær generalforsamling:

7.1 Ekstraordinær generalforsamling afholdes, når et flertal af bestyrelsen eller mindst 1/3 af medlemmerne fremsætter skriftlig begrundet anmodning til forpersonen.

7.2 Indkaldelse til ekstraordinær generalforsamling skal ske senest 14 dage efter bestyrelsen har modtaget anmodningen, på samme måde som en ordinær generalforsamling, og indkaldes med mindst 14 dages varsel. Den foreslåede dagsorden vedlægges.

 

  • 8. Bestyrelsens sammensætning:

8.1 Foreningens daglige ledelse udgøres af bestyrelsen.

8.2 Bestyrelsen består af 5 personer. De enkelte bestyrelsesmedlemmer vælges på generalforsamlingen for to år ad gangen. Genvalg kan finde sted. I ulige år vælges 2 medlemmer, i lige år vælges 3 medlemmer. På den stiftende generalforsamling vælges 3 medlemmer for 2 år og 2 medlemmer for 1 år

8.3 1-2 suppleanter vælges årligt.

8.4 Bestyrelsen konstituerer sig selv på første møde efter valg med forperson og kasserer og 3 menige medlemmer.

 

  • 9. Bestyrelsens opgaver og virke

9.1 Bestyrelsen leder foreningen i overensstemmelse med vedtægterne og generalforsamlingens beslutninger. Den samlede bestyrelse er ansvarlig for foreningens aktiviteter og økonomi. Bestyrelsen er ansvarlig overfor generalforsamlingen og eventuelle tilskudsgivere.

9.2 Beslutninger træffes ved simpelt stemmeflertal. Ved stemmelighed er forpersonenens stemme afgørende. Der kan ikke stemmes ved fuldmagt.

9.3 Bestyrelsesmøder afholdes mindst 4 gange om året, eller så ofte forpersonen eller 2 bestyrelsesmedlemmer finder det nødvendigt. Bestyrelsesmøder indkaldes med mindst 7 dages varsel.

9.4 Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mødet er korrekt indkaldt, og over halvdelen af bestyrelsens medlemmer er til stede.

9.5 Ved forpersonens eller kassererens forfald konstituerer bestyrelsen sig på ny.

 

  • 10. Regnskab og revision:

10.1 Foreningens regnskabsår er kalenderåret. Det reviderede regnskab, skal være tilgængeligt for medlemmerne senest 14 dage før den ordinære generalforsamling. Foreningens midler opbevares på foreningens bankkonto.

10.2 På generalforsamlingen vælges en revisor for 1 år ad gangen. Denne person må ikke være medlem af bestyrelsen. Dennes opgave er at revidere foreningens regnskab.

 

  • 11. Tegningsret og hæftelse

11.1 Foreningen tegnes af forpersonen og kassereren for bestyrelsen tilsammen eller ved en af disses fravær af forpersonen eller kassereren sammen med 2 bestyrelsesmedlemmer.

11.2 Det er den samlede bestyrelse, der skal underskrive det årlige regnskab.

11.3 Bestyrelsens medlemmer hæfter ikke personligt for foreningens økonomi.

11.4 For de forpligtigelser, der påhviler foreningen i øvrigt, hæftes alene med den til enhver tid eksisterende formue.

11.5 Bestyrelsens medlemmer hæfter dog personligt, hvis et tilbagebetalingskrav er opstået ved retsstridig handling eller undladelse, der kan tilregnes pågældende som forsætligt eller uagtsom.

 

  • 12. Vedtægtsændringer og ændringer af formålsparagraffen

12.1 Vedtægtsændringer og ændringer af formålsparagraffen skal godkendes af en generalforsamling med 2/3 andele af de afgivne stemmer.

 

  • 13. Foreningens ophør

13.1 Beslutning om foreningens ophør eller manglende betalingsdygtighed skal ske på to på hinanden følgende generalforsamlinger med 2/3 andele af de afgivne stemmer.

13.2 Ved ophør skal evt. overskud anvendes til almennyttige formål indenfor lokal kultur og natur.

 

  • 14. Historik

Vedtaget på foreningens stiftende generalforsamling den 16.01.2024